Salgs og leveringsbetingelser
Almindelige leveringsbetingelser for salg af stål og metaller
fra værk eller værkslager
Alle tilbud gælder kun mod omgående accept, når intet andet er
anført. Ordre er noteret under forbehold af værkets accept af de
priser og betingelser, der ligger til grund for vort tilbud, samt
på det leverende værks salgsbetingelser.
Sælger forbeholder sig ret til at regulere prisen som følge af
forhøjelser i terminal- og transport omkostninger, assurance, told,
afgifter, gebyrer m.v., som måtte indtræde efter købsaftalens
indgåelse. Det samme gælder i tilfælde af udenlandske, danske eller
EF-myndigheders indgreb i prisdannelsen, herunder fastsættelse af
bindende mindstepriser samt indførelse af antidumpingtold,
udligningstold eller anden form for særtold, afgift o.l.
Såfremt der opstår ekstraordinære omkostninger som følge af
forstyrrelse eller spærring af transportveje, har sælger ret til at
forhøje prisen tilsvarende.
Køber bærer risikoen for, at de tekniske data og materialet i sin
helhed egner sig til hans behov. Er materialet ikke bestilt efter
en standard eller med angiven kvalitetsbetegnelse. vil dette blive
leveret i leveringsværkets almindelige handelskvalitet uden ansvar
for specielle kvalitetskrav.
For den leverede totalmængde forbeholdes en margin på plus/minus
10% af det specificerede kvantum. Værkets opvejning lægges til
grund for faktureringen.
Leveringstiden regnes fra det tidspunkt, hvor alle spørgsmål
vedrørende leveringens udførelse er klarlagt og ordren definitivt
er noteret af værket. Skulle sælger modtage oplysninger om, at en
væsentlig forlængelse af den opgivne leveringstid er sandsynlig,
påhviler det ham at underrette køber, om muligt med oplysning om,
hvornår levering kan påregnes at finde sted.
Annullering af ordren som følge af forsinket levering kan kun
anerkendes i det omfang, leveringsværket er indforstået
hermed.
Opstår der forsinkelse i leveringen på grund af omstændigheder, som
sælger ikke er herre over så som arbejdskonflikt, brand, krig,
uforudsete militærindkaldelser, rekvirering, beslaglæggelse, ophør
og uroligheder, restriktioner af drivkraft mangel på
transportmidler, valutarestriktioner, almindelig vareknaphed,
ekstraordinære indgreb af statslige eller EF-myndigheders side,
eller lignende, forlænges leveringstiden tilsvarende. Såfremt et af
de nævnte forhold udelukker eller i væsentlig grad vanskeliggør
levering, er sælger berettiget til at annullere ordren i samme
udstrækning som værket, og sælger er i så fald ikke pligtig til at
placere ordren andetsteds.
Det påhviler køber at undersøge varen straks efter modtagelsen.
Såfremt køber efter undersøgelsen påberåber sig, at leverancen er
utilstrækkelig eller behæftet med fejl, skal han senest 8
arbejdsdage efter leveringen underrette sælger herom.
Efter anerkendelse af berettiget reklamation ombyttes den leverede
vare eller den godtgøres ved kreditering af købsprisen i sælgers
valg og i overensstemmelse med leveringsværkets salgsbetingelser,
men sælgeren påtager sig ikke erstatning for opstået tab, udlagt
arbejdsløn, fragt o.l.
Sælger påtager sig intet ansvar for forsinkelse eller mangler, idet
ethvert krav om erstatning for tab som følge af forsinkelse eller
mangler må rettes mod leveringsværket og er begrænset af dettes
leveringsbetingelser.
Sælger er køber behjælpelig med at formidle et eventuelt
erstatningskrav forelagt for leveringsværket.
Erstatningskrav som følge af fejl eller forsømmelser fra sælgers
side kan kun anerkendes, såfremt de kan tilregnes sælger som et
forsætligt eller groft uagtsomt forhold, og sælgers ansvar omfatter
ikke indirekte tab såsom driftstab, tabt arbejdsfortjeneste eller
andet indirekte tab.
Krav om erstatning for skader, som forvoldes af de leverede varers
egenskaber (produktansvar) behandles efter de til enhver tid i
dansk ret gældende regler herom. Ansvaret omfatter ikke driftstab,
tabt arbejdsfortjeneste eller andet indirekte tab.
Salgs og leveringsbetingelser