Tilbage til oversigten

"Den pumpe kan tygge en knallert..."

Fra den 13. til 15. november 2017 havde Grønbech & Sønner arrangeret en faglig kundetur til KSB i Halle, hvor en stor del af Grønbech & Sønners pumpeløsninger og produkter til spildevandsmarkedet bliver fremstillet. Temaerne for turen var udvalgt med input fra forskellige forsyninger og konkrete problemstillinger. Tidlig mandag morgen var der afgang med bus fra København med opsamling i Slagelse og Kolding.

 

Ingen bitter og småkager?

22 mand var i bussen, der straks satte kursen mod det østtyske, hvor der undervejs blev fortalt røverhistorier, der blev quizzet og marketingchefen blev moppet, fordi han ikke havde arrangeret en bitter og småkager til busturen, selv om der var alt andet hjertet kunne begære.

Efter ankomsten i Halle var KSB vært ved et aftenarrangement, der gav mulighed for at møde nogle af morgendagens undervisere, samt have en snak om udfordringerne i spildevandssektoren.

 

Trykstød, pumpestationen AmaDS3 og renholdelse af sparrebassiner

Ved indgangen til fabrikken, hvor dagens undervisning skulle foregå, er der udstillet en pumpe af typen RDLP 600-1300, som straks fik en deltagerne til at udbryde; ”Den pumpe er stor nok til at tygge en knallert….”. Om den rent faktisk kan det, skal være usagt, men stor er den i hvert fald.

Nedlæg et renseanlæg og erstat det med en AmaDS3

Efter en kort præsentation af dagens program, samt en kort gennemgang af de forskellige løsninger og produkter Grønbech & Sønner kan tilbyde, gik undervisningen i gang og vi lagde hårdt fra land med pumpestationer, hvor bl.a. der blev gennemgået konceptet bag AmaDS3; et system der fraskiller faste stoffer ved indløbet til pumpestationen og føre dem uden om pumpen til afgangssiden, hvorefter de trykkes videre til renseanlægget og AmaDS3 kan således ”erstatte” et nedlagt renseanlæg.

 

Trykstød

Herefter skulle der virkelig spidses øre, da næste indslag handlede om trykstød. Dr. Bernd Kothe fra KSB Corporate Water Business, som i en levealder har arbejdet med trykstød, stod for undervisningen.

 

 

Han startede meget teoretisk med at sætte rammerne for de beregninger, der er udgangspunkt for at beregne trykstød og dermed også undgåelsen heraf.

Flere af deltagerne gav efterfølgende udtryk for, hvor overraskende det var, at der skulle meget små ændringer til i variablerne, f.eks. ledningens beskaffenhed, højdeforskel eller knæk på ledningen, før at det kunne blive farligt og skadeligt. Senere i undervisningen blev teorien omdannet til praktiske eksempler, som gjorde det mere håndgribeligt.

 

10 mW energi

Nu var det blevet tid til at strække benene inden frokosten, for vi skulle en tur rundt på fabrikken. På fabrikken i Halle har man faciliteter til at teste pumperne inden de afsendes til kunden, så man kan garantere at de kan levere den ønskede effekt inden installation. Pumper med et energiforbrug på op til 10 mW kan testes og det siger sig selv at det er noget af et syn, når man overfører så meget energi til noget vand. Hele 4 køletårne er der installeret for at kunne trække energien ud af vandet igen og designet af testriggen gør at man kan teste og udskifte en pumpe på to timer.

Herefter fortsatte turen til selve produktionen, hvor man virkelig fik indblik i tysk grundighed og produktion. På fabrikken i Halle bliver bl.a. alle Amarex, Amacan, Sewatec og Sewabloc-pumperne produceret, samt motorer og der bliver produceret i omegnen af 12.000 pumper om året.

 

Tag selv med på en rundtur på fabrikken i Halle i dette klip

Forskellige detaljer blev gennemgået på de enkelte pumpesystemer, mixere og pumper; f.eks. det smarte kabelstik som KSB har på deres dykkede pumper, der udover at forhindre utætheder og er nem at servicere, er designet til at være plug & play.

Tag en virtuel tur

Ønsker du selv at tage turen rundt på fabrikken, kan du tage en virtuel tur, hvor du får yderligere information - klik her!

 

”… ren som en barnenumse”

Efter frokost på fabrikken gik turen til Bad Laustick-renseanlæg, for at se Swing Amajet’en i funktion. Swing Amajet er et pumpesystem til rengøring af bassiner, hvor systemet med vand og luft sørger for at frigøre sedimatation der kan bundfælde sig i stillestående bassiner.

Tømning af bassinet og Swing Amajet’en blev igangsat ved ankomst og en halv times tid senere kunne man se resultatet; et fuldstændig rent bassin. Som en af deltagerne udtrykte det: ”jeg har aldrig set et sparrebassin rent som en barnenumse før”…

 

Til venstre ses et bassin, hvor SwingAmajet'en ikke har været i brug og til højre ses resultatet efter SwingAmajet'en har været i brug

Skal vi ikke tage til Skt. Petersborg?

Efter en lang dag med teori og praksis, skulle indtrykkene fordøjes over lidt mad og en kop øl, samtidig med at det danske landshold skulle i aktion i Irland, for at kvalificere sig til VM i fodbold i Rusland i 2018.

Resultatet fra Irland kender vi alle, men straks gik snakken om vi ikke skulle tage til Skt. Petersborg og se på Europas dybeste pumpestation, som er bestykket med produkter fra KSB. Den kan du læse mere om her.

 

- Grønbech & Sønner A/S

 

Deltagende Forsyninger/virksomheder:

  • Forsyning Helsingør
  • Hedensted Spildevand
  • Ikast-Brande Spildevand
  • NK Spildevand
  • SK Forsyning
  • Vejen Forsyning
  • Vesthimmerlands Vand
  • Envidan